Om Talentlinjen

På Talentlinjen vil du opleve et meget koncentreret og ambitiøst skuespillertræningsforløb, hvor du bliver præsenteret for forskellige retninger. Holdet arbejder intensivt, fokuseret og dedikeret med skuespillerens mange redskaber, så alle kan opleve glæden ved at udvikle stærke kompetencer inden for skuespillet. Vi oplever ofte, at elever fra talentskolen efterfølgende søger ind på uddannelser, der giver adgang til at arbejde professionelt med scenekunst.
Randers EgnsTeater sætter rammen med gode sceneforhold, dygtige undervisere og et personale, der på alle måder ønsker, at det bliver en spændende tid for holdet, som bliver en del af teatret.
Talentlinjens elever er altid velkomne til at udvikle egne teaterprojekter ved siden af den skemalagte undervisning. Hvis der er en sal ledig på teatret, så kan man booke den.

Blandede fotos fra de tre seneste årgange på Talentlinjen

 

Periode: september 2019 – maj 2020
Alder: 17 – 25 år
Antal elever på holdet: Max 10 elever

Undervisning: En ugentlig prøveaften, tirsdage kl. 18.30 – 22.00. Desuden en weekend (lørdag OG søndag) workshop pr. måned og et intensivt opløb til afgangsforestillingen i april/ maj måned.
Holdet ser ca. 10 professionelle teaterforestillinger på Randers EgnsTeater i perioden. Billetterne er gratis.
Der er mødepligt på holdet, både til undervisningen og til forestillingerne.

Undervisere: Talentlinjen har i denne sæson to grundlærere, Kirsti Kærn og Caspar Juel Berg. Begge er professionelle skuespillere med stor erfaring. I weekend workshops har holdet gæstelærere, som kommer fra hele landet. Højt profilerede teaterfolk med forskellige specialer.

Pris: 1500 kr. for hele forløbet (som går til teaterbilletter og en teatertur til KBH)

Om optagelse på Randers EgnsTeaters skuespiller Talentlinje 2019/20

For at komme ind på Talentlinjen skal du igennem en optagelsesprøve. Inden du melder dig til optagelsesprøven, skal du være afklaret omkring, at det kræver et stort engagement og meget tid og opmærksomhed i de ni måneder, forløbet varer. De fleste, der går på holdet, er under uddannelse eller har et job ved siden af, men derudover er det vigtigt, at du sætter tiden af til dine måneder med Talentlinjen. Vi forventer at du møder til al undervisning. Ganske enkelt fordi det giver den bedste oplevelse for dig og dine holdkammerater, at I er samlet som et skuespillerensemble under hele forløbet.

Optagelsesprøver finder sted mandag den 24. juni 2019. På Randers EgnsTeater. Du vil kort efter du har indsendt din tilmelding til optagelsesprøven få en indkaldelse med dit mødetidspunkt på dagen.Tilmelding til optagelsesprøven sendes til Talentskolens leder Tine Eibye tine@randersegnsteater.dk senest den 10. juni 2019.

DOWNLOAD ANSØGNINGSSKEMA

Selve prøven

Prøven består af tre dele:
– Du viser os din tekst på gulvet
– Vi laver en lille improvisation sammen med dig
– Du synger en sang.

Til sidst er der mulighed for, at du kan stille spørgsmål til de fire i panelet, ligesom vi kan spørge lidt ind til dig.

Prøven varer ca. 10 minutter. Her vil du møde Talentlinjens grundlærere Kirsti Kærn og Caspar Juel Berg, samt en pianist og talentskoleleder, Tine Eibye. Der vil være reserveret en prøvesal, så der er mulighed for at varme op inden prøven. Du skal komme med en tekst, gerne en monolog fra et teaterstykke. Varighed max 4 minutter. 14 dage inden prøven får du tilsendt fem kendte sange, hvor du vælger den, du har mest lyst til at synge. Der er en pianist på dagen, som gerne spiller til. Vi har lagt sang ind som en del af prøven, for at møde jer i andet end tekstarbejde. Det er på ingen måde vigtigt, at du synger ”skønsang”.

Vi er meget opmærksomme på, at det skal være en god oplevelse at gå til en optagelsesprøve. Det vil vi gøre alt for det bliver.

Vi glæder os til at møde alle – og bliver man ikke optaget på 2019/20 Talentlinjen, så vil man blive tilbudt en plads på Grundholdet, som også arbejder seriøst og intensivt med skuespillertræning.

På gensyn på Randers EgnsTeaters Talentskole!
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte talentskolens leder Tine Eibye
tine@randersegnsteater.dk eller 22 29 27 57